Flere får afslag når de søger om servicehunde gennem kommunen: “Der mangler guidelines”

skrevet af Sofie Amalie Victoria Jakobsen

Nytårsklokkerne har knapt ringet af, det er starten af 2023, og Sofie Larsen går og venter på det svar, som kan komme til at forandre hendes liv. Sofie har Aspergers syndrom og angst, og da det ikke er sikkert at medicin vil hjælpe på hendes Aspergers, ifølge en psykiater, har hendes familie og hende valgt at søge om en sevicehund gennem kommunen, det har de læst sig frem til, har været en hjælp for andre i lignende situationer. 

Ansøgningen blev sendt i november, så hun har de sidste mange dage gået og ventet længselsfuldt på et svar i hendes E-Boks. Hun har hørt om flere der har fået dem bevilliget, og er derfor også sikker på at hendes egen sag nok skal gå igennem.

Hendes hjerte banker hurtigt da mailen endelig tikker ind på E-Boks, denne januar aften, og hun kalder på sin mor, så de sammen kan læse den. 
De åbner forventningsfuldt mailen, i håb om at det er datoen for det visitationsmøde, der skal bedømme om Sofie er egnet til at få en servicehund. Forventningens glæde udskiftes dog hurtigt med afmagt, for i stedet for et visitationsmøde, er Sofies ansøgning blevet afvist, da kommunen ikke mener hun har prøvet nok af de billigere alternativer af, heriblandt medicin og bostøtte. 

”Jeg følte mig helt tom indeni, jeg lå og græd og skreg på gulvet i timevis.”  

Sofie er ikke et enestående tilfælde, det sker ofte at psykisk sårbare borgere får afvist ansøgningen om at få bevilliget en servicehund, inden de overhovedet har været til et visitationsmøde. Da det fra et kommunalt perspektiv, er dyrt at skaffe en servicehund til en borger, oplever flere desværre, at de ikke får et visitationsmøde inden afslaget. Ofte med begrundelsen om at de ikke har prøvet nok alternativer af. 

Der mangler retningslinjer
Forkvinden for Foreningen For Servicehundebrugeres rettigheder (FSBR), Mathilde Struck Jürgensen, efterlyser regler på området, og nævner at danske servicehunde brugere har dårligere vilkår end de har i fx Norge. Hun mener at der mangler guidelines til kommunerne på området, og det er netop noget af de kæmper for i foreningen. De har jævnligt møder med politikere, for at forbedre vilkårene.

Når kommunerne ikke har ens retningslinjer på området for servicelovens paragraf 112, som omhandler hjælpemidler til borgere, kan dette være en årsag til, at det er sværere at få bevilliget en servicehund i nogle kommuner end andre.

Dette er noget som autisme konsulent Nina Ansbjerg kan nikke genkendende til. Hun har siddet med som besidder til mange møder, når borgere har ønsket at klage over afslaget af servicehunde.

”Nogle gange har jeg en idé om at de håber at borgerne ikke orker ankestyrelsen og få lavet en ordentlig klage, og blive trukket igennem systemet, det tror jeg også der er mange der ikke gør, så på den måde lykkes kommunen jo med at spare penge.” udtaler Nina Ansbjerg om problematikken i de mange afslag, påstanden bygger dog udelukkende på hendes egne erfaringer, da det ikke er muligt at finde statistikker på hvor mange afslag der bliver givet per år, samt hvor mange domme der bliver omstødt.   

I FSBR, er det noget man vil arbejde for at få udarbejdet i løbet af det kommende år, for at danne sig et overblik over problemet. 
”vi kan jo desværre ikke få aktindsigt i privatsager, men vi vil det kommende år prøve at sende et spørgeskema ud til forskellige servicehundegrupper og privatpersoner, for at høre om deres oplevelse med systemet, og på den måde danne os et overblik” udtaler Mathilde Struck Jürgensen

Kampen om at få livet tilbage
Sofie Larsen og hendes familie, er en af de familier der vælger at klage til ankestyrelsen over dommen. De er fortsat overbeviste om at det er en god investering, for at Sofie kan komme tilbage og have et nogenlunde normalt ungdomsliv. De er ikke interesserede i at hun falder ned i et hul igen, og er bange for hvor hun vil ende, hvis hun ikke får hunden. 

Dagen efter afslaget kom, er det planen at Sofie skal vende tilbage fra juleferie til den HF-klasse for autisme ramte hun er startet i 6 måneder tidligere. Inden hun startede på HF, gik hun i en almindelig klasse på STX, der gik hun i 1,5 år, men endte med at droppe ud grundet stress. Det var herefter at man fandt ud af at Sofie har aspagers. I HF-klasen, har hun mulighed for at få mere støtte, samt tage pauser. Hun har også en mentor der hjælper hende, men dette er ikke nok, og hendes håb var at hunden var det sidste der skulle til. 

Sofie kommer ikke tilbage i klassen efter juleferien, men ender i stedet med et gå ned med stress for anden gang. Med afslaget kommer afmagten over hendes situation, og afslaget bliver den sidste dråbe i bægeret som sender hende ud i endnu en dårlig periode. 

”Det var mit eneste håb for at komme tilbage, og så føltes alt andet bare ligegyldigt, når der var afslag på det. Jeg var helt derude hvor jeg tænkte, der er jo ingen mening i livet hvis jeg ikke får den her.”
I psykiatrien i Aalborg, mener de ikke at det vil være godt for Sofie at få flere sammenbrud, da det kan skade hende på lang sigt, men de har ikke midlerne til at hjælpe på anden måde end medicin, hvilket de fortsat er usikre på om vil hjælpe hende. 

Afslaget vendt til håb på ny

Sofie og hendes forældre er ikke typerne der giver op så let, så trods afslaget, søger de rundt på nettet, for at finde ud af om der findes nogen, som kan hjælpe dem med deres sag. 

Familien kommer i kontakt med autismekonsulenten Nina Ansbjerg, som indvilliger i at gå ind i sagen, da hun mener at der er en chance for at udfaldet kan blive et andet. De anker sagen i slutningen af januar, og bliver bevilliget et visitationsmøde i marts. 

Sofie mener ikke at kommunens forsøg på de kortsigtede løsninger er billigere i længden, og sætter spørgsmålstegn ved, om en bostøtte vil være lige så billig i længden, hvis man spredte lønningerne ud over en 10-årig periode. En bostøtte vil heller ikke give hende samme tryghed og ro om natten, som hunden kan give hende.

Til mødet i marts sidder Nina Ansbjerg med som besidder, og hun har styr på paragrafferne og hvad der skal siges, dette hjælper sagens fremdrift. Sofies sagsbehandler begynder herefter at skrive til forskellige organisationer, for at finde ud af om det efter fagfolks overbevisning, er den rigtige løsning for Sofie. 
I starten af juni får Sofie en 3 dags prøveperiode med en servicehund, samt et møde med kommunen. Prøveperioden går godt, og d. 2. juli, får hun en mundtlig bevilling på at hun er berettiget til en servicehund og to måneder efter, kommer det er skriftligt svar i E-Boks. Efter så mange forhindringer, tør Sofie ikke håbe på at det lykkedes, hun har mistet tiltroen til systemet, og frygter at der stadig er lang vej igen. 

Det viser sig også efter kort tid, at det ikke bliver så nemt at skaffe en hund gennem kommunen.  Kommunen kan svare på om hunden kan flytte med, hvis Sofie flytter til en anden kommune, samtidig ønsker de også at familien skiller sig af med deres nuværende hund, og hvis Sofie på et tidspunkt får en kæreste hun gerne vil flytte sammen med, og han har kæledyr, kan kommunen heller ikke der love at de ikke tager hunden fra hende. Samtidig er det heller ikke sikkert at hun kan få en allergivenlig hund, hvilket er en nødvendighed, da hun stadig bor hjemme, og hendes far er allergiker. 

De mange uvisheder gør, at familien i sidste ende ender med at de selv vælger en leverandør som har allergivenlige hunde. For at usikkerheden om de mange krav ikke skal fylde i Sofies hoved, og at det ikke skal trække i langdrag, vælger familien at betale for hunden. 

Servicehunde vs. Bostøtter

”Jeg kan godt forstå at mange vælger selv at betale for hunden, for det er virkelig hårdt for dem psykisk og skulle igennem den mølle der hedder kommunen og bevilling.” udtaler Nina Ansbjerg sig. 

Hun kan ligesom Sofie heller ikke se hvordan det vil være billigere at have en bostøtte i stedet for en servicehund, da de skal have løn, og samtidig heller ikke har mulighed for at være der i alle døgnets timer. ”Der er også noget i den her selvstændighed i selv at kunne.” udtaler nina ansbjerg sig. Dog mener hun ikke at man kan sidestille de to tiltag, da der godt kan være borgere som har brug for begge dele, og at det i sådan et tilfælde ikke bør være en enten eller situation. 

Det gode makkerpar

For femten dage siden kom servicehunden Lukas endelig hjem for at bo ved Sofie. I dag er de på biblioteket i Aalborg, Lukas har sin servicehunde dragt på, og han afkoder hurtigt når Sofie er utryg, så prikker han til hende med snuden, eller ligger hans forpoter op på hende, for at gøre opmærksom på at han er der, på den måde fjerner han fokus, og Sofie bliver rolig. Sofies øjne stråler da hun fortæller om mange af de ting som hun allerede nu har lavet med Lukas, hun har både været ude og handle, samt været i biografen. Ting som førhen vil have endt ud i at hun kunne blive overbelastet. 

”Jeg har rykket mig rigtig langt allerede, men jeg har også en stor vilje til at komme ud, jeg er virkelig træt af at være derhjemme.” 

Da en mand kommer forbi og spørger hvad det er for et dækken Lukas har på, forklarer Sofie glad, at det er en servicehund, og at den hjælper hende.

”Lukas er med til at bryde barrieren, jeg snakker mere med folk, fordi de siger: ’sikke en sød hund du har dig’. Så han er lidt en icebreaker.” 

På lang sigt håber hun at hun kan komme i gang med en uddannelse igen, hvor Lukas kan være med ved hendes side, siger hun med strålende øjne og viljestyrke i stemmen. Lukas puffer til hendes hånd, det kaldes touch forklarer hun, det gør han så hun kan falde til ro, siger hun mens hun aer ham blidt.